Embrunman 2012

Onsdag 15. august 2012


Resultat: Nr. 11 overall (nr. 9 Senior women)

Onsdag 15. august 2012

Så blev det tidlig morgen (3.55) og tid til at stå op...morgenjog 5 minutter efterfulgt af 2 skefulde muesli med mælk, mere kunne der ikke være i min nervøse mave:-)

De andre 3 triathleter var også oppe og det var hyggeligt at alle var i samme situation. Kl. 4.30 tog jeg min skiftezonekasse og Bo kørte bilen frem og kørte mig ned til start. I år var vi god tid så jeg kom ind i skiftezonen uden kø; og kunne gøre cykel og tøj klar i ro og mag. Som altid er der en meget special stemning denne morgen. Stilhed før storm. Min plads var i forreste række; så det var meget nemt at finde efter svømmestarten- Jeg stod ved siden af favoritten, Bella Bayliss, som jeg snakkede lidt med. Hun mener at Erika Csomor bliver hendes værste konkurrent.



Marcel Zamora stod også lige ved siden af og han må også siges at være favorit på herresiden.

Jeg fik våddragten på og havde tid til at hoppe i vandet og varme lidt op.


Kl. 5.45 stillede jeg mig ud til startstregen og vi var ca 60 pigen der skulle starte.

Starten gik under tiljublen af de enormt mange tilskuere der var troppet op på denne usædvanligt varme morgen - det tyder på en meget varm dag!

Starten gik og endelig var vi igang. Jeg kom godt igang med svømningen og det gik fint med orienteringen. Det kan ellers være noget udfordrende at se noget da det er bælgravende mørkt på dette tidspunkt.

Jeg havde det hårdt på svømningen og mente egentlig at jeg ville få en god tid - men det blev kun til 1.09, men jeg var oppe af vandet som nr. 16, så det var akkurat som sidste år.


T1 er lidt svært, da vi jo faktisk alle tager løse ærmer og en ekstra cykeltrøje på da vi jo skal op i over 2500 m højde hvor det altid er køligt. Og det er ikke så nemt at få løse ærmer på våd hud. Afsted på cyklen, som jo går direkte fra skiftezonen og op i himlen. En ret lang første stigning, hvor jeg ikke føler at jeg har de bedste ben (i modsætning til sidste år, hvor jeg følte at jeg kunne træde ubegrænset), men jeg fik alligevel hentet 6 pladser så jeg efter 40 km lå som nr. 10. Herfra går det stille og roligt opad i 40 km inden stigningen mod Izoard for alvor begynder ca ved km 80. Jeg kørte godt til og følte at jeg var kommet ind i en god rytme, og tænkte meget på at få væske og salt og sukker, da det er svært at få så meget ind når først der begynder at stå 10-12% på displayet.




Op ad Col d'Izoard måtte jeg slide godt i det, følte at jeg manglede lettere gear, men kom tilk toppen i præcis samme splittid som sidste år, hvilket jeg var meget tilfreds med. Jeg brugte ikke tid på forplejning eller vindvest, da det var varmt nok til at starte den lange nedkørsel med det tøj jeg havde på, så jeg susede nedad mod Briancon og kom sikkert ned sammen med de samme herrer, som jeg havde fulgtes med længe.



I Briancon stak vi snuden hjemad mod Embrun, og så begyndte helvedet. 70 km i stormende modvind og meget varme, så der skulle i den grad slides for at holde tempo. Jeg knoklede hårdt på for at bevare min gode cykeltid, men det kostede rigtig mange kræfter, og så skal vi også op over 3 stigninger mere; heriblandt Pallon som er 5 km med 10-12% og en rigtig grim sag. På plateauet stormede det voldsomt, og på et tidspunkt blev jeg overhalet af en gruppe herrer, der lå helt tæt. De trak ind lige foran mig, og i samme øjeblik kom der en dommer-motorcykel og så det og mente, at det var mig der draftede, og jeg fik et sort kort - altså 6 min tidsstraf (afsones inden løb). Hvor surt var det lige?!!!! Alt det slid og slæb, og så få et (i mine øjne unfair) sort kort. Så alt det jeg havde kørt ind p cyklen forsvandt med et! Det var lige lidt svært at genfinde motivationen igen, og jeg måtte jo være endnu mere ppasselig med afstanden nu, hvor de åbenbart holdt godt øje med mig. Det skal siges at ingen i den store herregruppe fik et kort, trods at de kørte som i et felt!







Nåå, jeg nåede endelig tilbage til Embrun efter en evighed på den cykel - men så er det jo at vi lige skal op over Chalvetstigningen. Normalt er det en ret overkommelig stigning, 5 km med 7-10% men den føltes vanvittig hård idag. Nedkørslen er også en udfordring da der er hjulspor, huller, grus og sten; så det er om at være superkoncentreret her. Tilbage i skiftezonen blev jeg fanget af en dommer med det samme og ført hen i penalty-boksen, hvor jeg skulle sidde og blomstre i 6 minutter. Jeg var fuldstændig færdig på det tidspunkt, værre end før på en IM efter cyklingen; så jeg tænkte at jeg måtte prøve at bruge de 6 min til at få noget energi og væske indenborde. Jeg nåede desværre kun at fiske en Red Bull frem inden jeg blev ført væk, så det var jo ikke nok. Jeh havde det så dårligt at jeg besvimede der, og måtte grave meget dybt for at finde en grund til at fortsætte...Bo han råbte til mig at jeg skulle bruge de første km til at få lidt rytme, så det prøvede jeg. Jeg havde det ekstremt sløjt (svimmel, kvalme, krampe i venstre fod...)de første 5 km, men er jo heldigvis pænt stædig...så jeg tænkte, at nu løber jeg til jeg falder om; og når jeg i mål så er det jo perfekt, og hvis ikke, så har jeg gjort hvad jeg kunne.








Aid stations på løberuten havde jo et nyt system med hensyn til at give os kopper. Der plejer at være forskellige typer væske i engangskopper, som man bare tager med i løb og så smider lidt efter, når det er drukket. I år skulle man løbe med en stiv kop eller en flaske som man så kunne få fyldt op ved aid stations. Jeg løb afsted med en ½ liters flaske, og det var totalt irriterende, for jeg skulle også have mine geler i hånden. Efter de første par aid stations kunne jeg se, at der faktisk stod kopper som man kunne tage og drikke, men man måtte ikke løbe videre med dem. Jeg smed min flaske væk, og stoppede istedet nogle få sekunder ved hver station for at hælde så meget væske ned som jeg kunne. Jeg var ved at besvime hver gang jeg stod og drak men luntede videre og fik det så lidt bedre efter de første 10 km. Det var blevet meget varmt, 37 grader, så det galdt om at hælde vand over sig så snart muligheden bød sig; og drikke alt hvad der kunne lade sig gøre.




Jeg kom igennem første ½ marathon, og kunne så løbe ud på sidste omgang. På det tidspunkt lignede løberuten en slagmark. Der lå kollapsede løbere overalt, de fleste fik lægebehandling on location inden de blev transporteret til lazarettet; der var udrykninger hele tiden og jeg skulle vist bare være glad for at være oprejst. Da jeg stod i strafboksen blev jeg overhalet af 2 og lå så nr 12 (så vidt Bo havde kunnet tælle, men det er ret svært at vide med sikkerhed), men så havde jeg overhalet en på løb senere, så vi mente begge at jeg lå på en 11. plads, med langt op til dem foran og langt ned til den næste bagved. Hvis jeg bare kunne holde den placering, og i det hele taget komme i mål, var jeg simpelthen lykkelig for idag, som tingene havde udviklet sig.

Jeg så Bo hist og pist på løberuten, hvor han stod og tog lidt billeder og heppede, så det var rigtig rart.

De sidste 5 km var uendelige, men publikum var som altid fantastiske og heppede mig videre. I øvrigt måtte jeg hele dagen lægge ører til at hedde Christine Hemsworth fra Australien; da der var en fejl i den startliste som tilskuerne havde fået udleveret. jeg ved ikke hvor mange 1000 gange jeg hørte Allez Christine, courage.....og tilsvarende har hun nok også været træt af at blive kaldt Pia...:-)


Endelig kom jeg ind på grusstien de sidste 3 km før mål; her mødte jeg Nicolas, min nabo fra hotellet. Han så mere død ud end levende og kunne ikke sige noget da vi passerede hinanden og klappede hænder. Der manglede han stadig 21 km; puha, godt det ikke var mig.

Jeg fik klaret de sidste par km på en eller anden måde og kunne løbe i mål i 14.07; og på en 11. plads. Jeg klarede akkurat at vakle over målstregen, før benene eksede under mig og jeg blev grebet af samaritterne, som bar mig hen på lazarettet.

Jeg kunne ikke holde balancen et sekund og sejlede bare rundt. De lagde mig på en briks og stak et kateter i armen på mig og hældte en liter væske ind; og efter at have ligget der en god halv times tid kunne jeg blive transporteret ud til skiftezone, så stakkels Bo kunne transportere mig og cyklen hjem til hotellet.






Et ubeskriveligt hårdt race idag; som alle sagde: det var som at være i krig! Det er den Ironman jeg er mest stolt over at have gennemført til dato, trods jeg har kørt Embrunman 2 gange før i bedre tid.

Vel hjemme hos Christine (som sædvanen tro havde stået på hovedgaden og jublende løbet med mig begge gange jeg passerede) kom jeg i bad, fik 3 cm brød, et glas vand og en håndfuld piller af diverse slags, og faldt i dødelig søvn:-)

Tirsdag 14. august 2012

Dagen før dagen! Efter en nat uden alt for meget søvn stod jeg op til morgenmad og en masse tri-snak med de 3 andre atleter der bor her; alle franske.

Derefter var det tid til at afprøve Chalvetstigningen, og ikke mindst nedkørslen, hvor jeg har set at der er kommet ny asfalt på et stykke, men hvor meget er lavet fin og ny...?

Det viste sig desværre kun at være på ca en km, resten er stadig meget bulet, hullet, med hjulspor og en masse løse sten og grus! Det er en rigtig farlig nedkørsel!

Bagefter blev cyklen tjekket igen, og smurt og monteret med nummer, og er nu kar til at blive afleveret i skiftezonen fra kl 13.30.


Kl 17 var der race briefing som jeg tog med til, mest for at slå tiden ihjel. Der blev dog sagt lidt nye ting om nogle ændringer vedr forplejningen som er vigtig.


Bo fik tæsk i Trivial Pursuit og jeg spiste en nektarin til aftensmad!

Nu er kl 21 og jeg skal prøve at sove nogle timer


Mandag 13. august 2012

Dagen idag er gået med morgenmad i haven; indkøb samt lidt svømning. Derefter afslapning i haven på denne hviledag.


Vi gik en lille tur rundt i byen her til eftermiddag, og derefter fik jeg lagt alle mine ting , som jeg skal bruge til racet, frem og gennemgået at alt er i orden.

Her til aften har vi spist middag på en vietnamesisk restaurant - og det var fin mad.

Nerverne er ved at indfinde sig; og jeg føler mig rastløs og tiden snegler sig afsted. Nu glæder jeg mig til at få det overstået! Det værste bliver om morgenen inden starten; det er frygteligt at stå op lidt i 4 og vide at det bliver så ubeskrivelig en hård dag.

 


Søndag 12. august 2012

Efter 9 gode timers søvn i kvistværelset er det nu tid til morgenmad og derefter både cykling, løb og svømning. Og så kan jeg hente mit nummer i eftermiddag.

Gabor er stadig på vej i bilen, han er så træt og har stadig langt igen. Det er en sur tjans han har fået der!

Cyklingen blev overstået; jeg kørte første del af cykelruten, op over Les Vignes og nedkørslen til søen. Bo hentede mig ved søen, og vi kørte hjem i bil så jeg slap for den kraftigt traffikerede hovedvej. I Crots var der loppemarked, og vi kiggede lidt på det og jeg fik købt et fint sæt keramikkopper og et par klipklappere, så jeg slap for at gå rundt i cykelsko:-)


The master bed room

Bagefter tog jeg en lille løbetur; min ene læg er svært øm - om det er af at løbe i mine racesko nogle gange eller fordi jeg har løbet på stejlere stigninger her på det sidste; eller en kombination, er svært at afgøre, men jeg er tæt på at fravælge disse sko til fordel for mine pålidelige Saucony, som jeg stoler mere på.

Efter lidt frokost ankom en fransk triathlet hertil; og vi fik sat hans cykel ned i det hemmelige rum sammen med mine. Jeg hentede mit nummer (i år er det nummer 17), og så at der er flere rigtig gode piger på startlisten: Bella Bayliss (vinder 3 gange), Isabelle Ferrer (sidste års 2'er), Erika Csomor (sidste års vinder) for bare at nævne nogle...

Der kom noget torden og regn ind over Embrun her til eftermiddag, og da det var drevet over fik jeg svømmet ca 1000m i Plan d'eau (synes det var koldt, men det er nok bare mig der er vant til vandtemperaturer omkr 30 gr).

Her til aften spiste vi på den lille bistro, hvor vi er kommet en del gange gennem årene, og som altid var det god mad!

Nu er det sengetid!


Lørdag 11. august 2012

Efter 18 timers kørsel fra det sydlige Andalusien ankom vi kl 9.30 til Embrun og vores sædvanlige luksuspension, Le Pigeonnier og værtinden Christine. Vi blev budt på morgenmad hvilket var skønt. Værelset var klar ved middagstid, så i mellemtiden fik vi læsset Småpigens ting af og fik organiseret resten af bagagen ordentligt i bilen. Der har været læs på fra Spanien med 4 cykler, to hunde, os selv og bagage. Nu er Småpigen, en del bagage og to cykler sat af i Embrun, mens Gabor senere lørdag skal køre mod DK hvor jobbet venter mandag morgen.

Gabor blev puttet i seng mens jeg tog hundene og kørte 10 km op af et bjerg hvor jeg gik en laaang tur med dem. De har jo siddet tålmodigt i deres bure siden igår eftermiddags så de var glade for at komme ud at røre sig. Temperaturen her idag er mere tålelig 33,5 grader mod de 46 grader i skyggen vi havde i Spanien igår.

Jeg fik provianteret lidt mad og kørte tilbage til huset, hvor Gabor noget klatøjet var stået op uden at have sovet meget mere end en times tid. Det bliver en meget lang tur videre mod DK for stakkels ham!!!:-(

Vi spiste lidt sen frokost i haven og hundene hyggede sig på græsplænen imens. Ved 17.30 tiden drog Gabor og hundene afsted mod Danmark og lige nu sidder jeg i ensom majestæt i mit fornemme kvistværelse, mens jeg venter på at support-teamet fra Danmark ankommer. I år består teamet af min bror Bo. Dejigt at han gider køre den lange vej herned for at hjælpe mig samt fragte mig hjem bagefter racet.

Efter en times siesta og OL TV løb jeg 3-4 km og da jeg kom tilbage var Bo ankommet. Vi spiste lidt brød og foie gras og frugt på terrassen inden vi gik i seng



3800m svømning - 188 km cykling med 5000 højdemeter - 42,2 km løb

Mandag den 15. august 2011 - Start klokken 5.50 (pigerne) og 6.00 (drengene)

Pia Anne Nielsen - HareTri


>> jernmand.dk



16. august 2011

Efter en god og tiltrængt nattesøvn for alle, stod vi op til endnu en dejlig morgenmad. Herefter pakkede vi vores biler, og vi sendte Gabor afsted mod Danmark, sammen med hundene. Han blev nødt til at køre hjem alene uden at overvære præmieoverrækkelsen 10.30, da han skal på arbejde imorgen tidlig. Vi andre tog afsked med Christine og kørte ned til præmieoverrækkelsen. Vejret var fantastisk igen idag, og vi ventede i solen på at det skulle blive min tur til at komme op på scenen.

Der var en større opstilling af notabiliteter som man skulle hilse på på vej hen til min plads. Jeg blev nummer 7, og kom dermed i præmierækken som er top 10. Det var stort at komme op til hyldest til sådan et stort stævne!

Da det hele var overstået spiste vi lidt mad og begav os hjemad mod DK efter, for mit vedkommende, 7½ uges ophold i Spanien og Frankrig.


15. august 2011

Pia bliver nummer 7 ..... 12.59.33

>>Fotos


Kort efter målgang

Raceberetning:

Dagen startede frygteligt tidligt, med at stå op, iføre sig racetøj, 5 min morgenjog, for at få overstået morgenstivheden.


Det var en fejl - jeg vil ikke alligevel:-)


"Klar" til de 5 minutters morgenjog

Vejret var fint, aftenens regnvejr var slut og det så ud til at blive en fin dag, ganske som lovet. Derefter en anelse morgenmad, som Christine havde klargjort til os. Vores franske ven fra hotellet, Jean-Luc, skulle også køre, og han spurgte om vi evt kunne have ham med i bilen ned til start, da hans familie ikke var så morgenfriske.


Et let morgenmåltid

4.50 kørte Småpigen, fatter Pips og Bo ned til startområdet, og Gabor trillede derned på cykel. Jeg troede at der var fin tid til start kl 5.50, men det endte med at det blev meget travlt, da jeg brugte dyrebare og mange minutter på at stå i kø for at komme ind iskiftezonen.

Derefter var det bare om at få pumpet Pinarelloen, springe køen til toiletterne over (pigerne starter 10 min før mændene, det synes jeg var en god grund), våddragt på, og aflevere overskudsting til familien, svømme 50 m og få koldtvandschokket overstået (22 grader - gys det er koldt for småpigen).

Så var det faktisk tid til start.

Startskuddet gik, og så var det jo bare afsted. Starten blev hæderlig, ikke så meget slåskamp, og jeg kom afsted med et par andre puger i en lille gruppe. De hurtige svømmere røg jo noget hurtigere afsted. Første omgang blev klaret efter lidt zigzaggen pga at man blev snydt af at sigte efter en bøje som lå længere væk end den vi egentlig var på vej til. Det er jo bælgravende mørkt på første omgang. Når det først begynder at lysne bliver det lidt nemmere, og der er ikke så mange mærkelige lys, som man skal tage stilling til.

På anden tur kom de hurtige af mændene udenom, og det gik lidt voldsomt for sig, og jeg måtte slås noget for min plads. Da der var kommet lidt ro over feltet fandt jeg et par fødder som passede mig rigtig fint i tempo, og dem fulgte jeg indtil vi endelig kunne kravle op af vandet. Så var det bare spændende hvad uret ville vise...det er rigtig svært at fornemme, jeg ved bare, at jeg havde det hårdt hele vejen.

1.05 og PR på en Ironmansvømmedistance. Det startede jo OK idag.

Ind og lave et fornuftigt hurtigt skifte. Her i Embrun er det jo ret koldt om morgenen og langt op ad formiddagen, da cykelruten dels starter ved 7-tiden, og dels kører man i skyggesiden af bjergene hele vejen op til Izoard (km 100). Derfor på med en cykeltrøje og løse ærmer udover det sædvanlige (hjelm, briller, nummer...) og afsted på Pinarelloen; og direkte op i himlen. 8 km stigning starter vi med, sådan bare for at varme op.


200 m fra skiftezonen - her stiger det allerede meget

Jeg kommer op af vandet som nummer 16, hvilket jo ikke er helt slemt endda. Jeg tøffer afsted op af bjerget og får indhentet og overhalet 4-5 piger allerede der, dvs jeg ligger nu på en 11. plads. Da vi når toppen venter nedkørslen, og den bliver klaret i rasende fart. På et tidspinkt på den første 40 km sløjfe med op- og nedkørsel får jeg at vide af min sekundant at jeg har kørt rigtig rigtig stærkt, jeg har 27-28 km/t efter mine første 700 højdemeter. Jeg kan høre på tonefaldet at træneren er bange for at jeg lægger for hårdt ud, så jeg lover at prøve at tage det roligt. Det hjælper ikke rigtigt - det går stadig stærkt, men min puls er midt i blå zone, så det er jo som det skal være.

Efter at vi når Embrun igen begynder det så småt at gå opad de næste 60 km; og jeg får kørt mig på en 10. plads inden Izoard stigningen kommer. På et tidspunkt mens vi kører i den store flotte kløft (jeg har nu ikke tid til at nyde landskabet i år) indhenter jeg og overhaler endnu en pige, men hun bliver aggressiv og overhaler igen, og sådan går der lidt tid hvor hun stresser meget over min tilstedeværelse. Jeg besluter mig til at bakke af og blive lidt bagved og så lade hende knokle sig træt, når stigningen så starter skal vi se hvem der er den bedste klatrer...jeg føler mig enormt godt kørende og jeg føler at jeg flyver afsted og det er fedt at køre nedkørsler. Det har gjort mig rigtig godt at være på 7 ugers træningslejr kan jeg mærke.


Spændende at køre race når man kæmper om placeringer. Sidst i Embrun lå jeg ca nr 13 i det meste af racet og endte så på en 11. plads men med ½ time op til nr 10 så der var ikke på samme måde kamp om placeringerne, som nu hvor vi kører dels om æren men også om ikke ubetydelige præmiepenge.

Da vi når ind på det stykke hvor Izoard stigningen begynder at løfte sig og hvor jeg begynder at synes at det bliver sjovt ryger nr. 9 af og så ligger jeg nr 9. Jeg hører igen i min øresnegl at det går uhyggelig stærkt opad og at mændene ryger af bagved når jeg overhaler - og jeg kører stadig bare i blå zone i mit sædvanlige uendeligheds-køre-opad-tempo. Jeg kan i øvrigt se, at de mænd jeg ligger og kører sammen med er af en anden kaliber end sidste år hvor jeg lå lidt længere bagude i feltet. Nu er de topskarpe at se på.

Vi når Arvieux og stigningen starter for alvor, over 14 km, med adskillige strækninger med 10% stigning. Jeg tøffer opad og det går super; indimellem kan jeg høre sekundanten puste og stønne når der bliver taget billeder.

På et rigtig stejlt stykke kommer jeg rundt om et hjørne og kan konkludere at jeg ligger nr 8; for Izoard har knækket nakken på den forankørende pige, det har været så stejlt et stykke at hun ikke har kunnet køre det, og så er hun styrtet ud i grøften og bliver nu båret væk, så hende skal jeg nok ikke bekymre mig om resten af dagen.

Vi fortsætter, indimellem er Team Småpigen på pletten med dansk flag og fotografering, og også på toppen af det fantastiske Col d'Izoard (2360), hvor der endvidere er tidstagning, forplejningszone osv.



Col d'Izoard



Toppen af Col d'Izoard

Jeg tager en enkelt flaske og så er det bare at suse nedad. Det er en fed nedkørsel med store brede veje, men dog også med en del skarpe hårnålesving i starten, og da det går stejlt nedad får man vanvittig meget fart på. Det går rigtig rigtig hurtigt med at komme ned til Briancon, som vi suser igennem og så venter det kedelige stykke med Les Vigneaux og Pallon stigningerne. Særlig Pallon er en grim sag, ca 3 km og der er 12-13% stigning. Den er giftig, men det er jo lige noget for mig, så den kommer jeg nemt op over. Ned af nedkørslen mod flyvepladsen, der er smalle veje og mange hårnålesving. Det er sjovt i år, hvor jeg er blevet meget bedre til nedkørsler, at jeg følges med mændene både op og ned; før var det sådan at jeg kørte fra dem opad, men de hentede mig igen nedad; nu overhaler jeg opad, og følger med dem jeg så henter, nedad.


Pallon

Efter flyvepladsen (stor græsmark) begynder stykket tilbage mod Embrun. Det føles uendelig langt og det går stadig op og op, indtil vi når Pont Neuf, og krydser floden igen, kører op til Embrun by, for at dreje ind på den sidste stigning, Chalvet.

Den er 4-5 km, stejl og nu varm. Men det sidste lange stykke på vej tilbage mod Embrun, de sidste ca 40 km hvor man ellers godt kan miste fokus lidt, har jeg dystet med den pige, der ligger nr 7; jeg indhentede hende på toppen af Izoard, og fulgte derefter med det næste lange stykke, overhalede i St Andre, hun overhalede igen og sådan satte vi tempo så vi hentede en større gruppe mænd der lå og kørte stærkt og fandt derfor fokus igen. På vej op af Chalvet ryger hun helt af, kan slet ikke se hende. Så venter bare den farlige nedkørsel til Embrun, på smalle, hullede og lappede småveje, hvor der tillige ligger tykke lag småsten fra de har forsøgt at lappe vejen. Det er ikke et spændende stykke, og jeg satser på at køre sikkert ned, vil ikke forcere, styrte og sætte min tilkæmpede 7.plads over styr nu inden vi skal til min knap så meget favoritdisciplin, marathonløbet.

Jeg sætter altså cyklen som nr. 7 efter ialt 8.35 , hvilket jeg er rigtig glad for da jeg har kalkuleret med at blive overhalet af et par stykker, men så kan jeg stadig ende i top 10, som er mit hovedmål. Det andet mål er at komme sub 13 timer.

Jeg smider cykeltrøjen, på med løbeskoene og afsted. Som forudset er jeg blevet overhalet af 2 piger inden der er gået 6-7 km, og jeg synes jeg løber sløjt og har faktisk min eneste krise undervejs på dette tidspunkt. Jeg er bange for at jeg ikke vil kunne holde mit ellers ret langsomme tempo hele vejen, men efter at have fulgtes med nr 8 et stykke vej lader jeg hende løbe men hun er aldrig længere væk end at jeg hele tiden kan se hende.

Jeg koncentrerer mig om at få drukket godt og taget geler og køle af med våde svampe, og det giver mig et ret godt kick, og jeg får gang i en rigtig god rytme som jeg holder hele første tur, jeg runder 21 km på 2.02 hvilket er som planlagt. Jeg fortsætter og er ved godt mod, hovedet er stadig klart, men jeg frygter stigningen op til Embrun by, den begynder at være rigtig grim, desuden frygter jeg det lange stykke uden væskedepoter neden for byen, over Pont Neuf og mod Baratier, som er så modbydeligt at løbe med lange seje bakker. Oppe på gågaden står vores fantastiske værtinde Christine og venter på mig og jubler og løber med mig mens hun får hele gaden til at larme og heppe helt vildt. Et frisk lille indslag!

Min store motivation nu er at jeg fra at have ligget på en komfortabel 9. plads med 18 minutter ned til nr 10 og 24 minutter til nr 11 bare skal holde et anstændigt tempo, og så er jeg sikker på min 9. plads. Men da jeg runder halvmarathonmærket, altså inde ved skiftezonen kan jeg se nummer 8 foran mig, og da jeg løber ud på anden omgang er hun væk; hun er altså udgået og jeg ligger nu nr. 8, og løber nu stærkere end de to piger bag mig. Jeg får på en eller anden måde overstået uendelighedsstykket ved Baratier, og kan nu glæde mig til at løbe ind på de sidste 6-7 km, stadig uden større kriser, skader osv, udover at det selvfølgelig smerter slemt i fødder og lår og lægge. Jeg forsøger, nu top 10 placeringen er hjemme, at holde fokus ved at forsøge at nå i mål på under 13 timer. Det kan lige akkurat lade sig gøre så vidt jeg kan regne mig frem til.


Det går stejlt opad her

Der er ikke flere stigninger, nu er det bare fra Baratier til Embrun, under La Clapiere og ind på det sidste stykke rundt om Plan d'Eau. Og til min store forbavselse har jeg ved La Clapiere indhentet nr. 7; hun ser brugt ud, og jeg lægger mig lige bag hende - beslutter mig til at være taktisk og lade placeringen tælle over at komme ind sub 13 timer, for hun løber lidt langsommere end jeg gjorde da jeg hentede hende; men jeg er bange for at hvis jeg overhaler nu, med 4 km hjem at hun finder kræfter til en sidste indsats hvor jeg ikke kan være med. På et tidspunkt indhenter vi Jean-Luc, han er dog 21 km efter os, og ser ud til at være ok.


50 m før mål

Hende foran opdager mig, og vinker mig frem, hun er færdig, og jeg kan ligeså godt løbe, er det hun signalerer, så jeg ryger forbi hende med 1 km til mål, og avancerer ret meget og kan løbe i mål i 12.59.33, altså både som nr. 7 og sub 13 timer. Begge mål opfyldt, og det er en helt fantastisk fornemmelse. Anden halvdel bliver løbet i 2.14, så jeg har løbet langsommere men det er ikke så slemt som det kunne være. At lave en afsluttende marathon på 4.16 i Embrun er vel OK, selvom jeg jo rigtig gerne vil under 4 timer...

Efter at have jublet lidt og fået bekræftet 7. pladsen officielt, tog jeg cyklen ud af skiftezonen, og vi kørte op til huset. Gabor havde, mens jeg løb anden halvdel af løbet, hentet de to firbenede i deres fængsel, og de overværede alle afslutningen af løbet.

Jeg blev puttet i verdens dejligste karbad og udstyret med et glas cava, men fornøjelsen var kort, for vi skulle nå vores bestilte bord på restauranten. Vi var vist allesammen godt sultne. Jeg fik da ogs indtaget en hel pizza trods intermitterende kvalme og hedeture. Det er godt nok dejligt at have klaret racet og klaret det i overensstemmelse med mine mål. En helt igennem fed dag men et meget meget hårdt race. Det er hårdt på en anden måde når man samtidig kæmper om placeringer, men det hjælper til at holde fokus hele tiden.

>> Resultatlisten

Pia bliver nr 158 over all ud af 989 gennemførende atleter

3,8 km svømning: 1.05.10

188 km cykling: 7.31.46

42,2 km løb: 4.16.42

Total: 12.59.33

Placering kvinder: 7

>> En stump video


Bobler...og bobler


14. august 2011

Dagen i dag startede som altid med en super morgenmad ude i haven. Christine vimsede ligesom to lokale hvepse omkring os, og hentede alt muligt lækkert til os.


Klassisk Embrunbillede

Efter morgenmad var første opgave at tage ned til internatet og lufte de to vuffer. Der var mega stor gensynsglæde hos alle. Desværre måtte der denne gang kun luftes i 15 minutter, hvorfor var lidt uvist. Vi løb ned til floden og badede og spiste lidt Paté, og løb så tilbage igen, inden for tidsfristen.


mmmmm


Utilfredse hunde bag lås og slå igen

Derefter var det en tur rundt på de sidste 10 km af cykelruten, som er en 5 km opkørsel (Chalvet), efterfulgt af en lige så lang nedkørsel på nogle rigtig dårlige veje. Da vi kom hjem efter cykling løb småpigen et par kilometer.


Pia på vej op ad Chalvet-stigningen

Derefter var det klargøring af cyklen og efterfølgende lidt kinesisk mad.


Salud - på vej til skafottet, sådan føles det. Ingen vej tilbage

Så var det tid til Gabors lange hundeluftetur, og derefter skulle cyklen afleveres i skiftezonen. Klokken 17 var der den traditionelle ligegyldige og spild af tid racebriefing. Det hyggelige var at få hilst på Sharon, vores værtinde fra Chateau Picomtal, og som forestår den engelske oversættelse af briefingen.


Nr 24


Iiiii hvor spændende


Pre-race nerver

Fatter Ole og Bror Bo slog tiden ihjel med druk, i den lokale øl Tuborg Classic, og køretur op ad Izoard ;-) imens vi andre klarede alle de andre ting.


Izoard opkørslen og fatter Pips i rød bluse


Izoard opkørslen


Col D'Izoard 2360 moh


Udsigt på Izoard opkørslen


Endnu et klassisk Embrunbillede


13. august 2011

Vi vågnede ved at der blev hamret på porten nede i haven, og da vi havde fået tøj på og kom ned i haven, så mødte vi Bo (Pias bror), han kom slentrende op af havegangen... udenfor fandt vi endvidere Ole (Pias far). De var kørt fra DK fredag middag og ankom hertil Embrun tidlig lørdag morgen. Det bliver rart med lidt ekstra support.


Mandehørm i haven, bemærk de lokale drikkevarer


Aftensmad på Hotel de la Mairie (Rådhuskroen)


Pia har netop afsluttet løbets første opkørsel og nu venter nedkørslen til søen


Pia ude ved 30 km på cykel


Kutya på udgang


Lundin på ledsaget udgang


12. august 2011

Så ankom vi endelig til Embrun og vores savnede Le Pigeonnier samt vores søde værtinde Christine. Vi var her først ved 16-tiden så vi kunne vist skyde en hvid pil efter alle vores planer om at jeg både skulle svømme og cykle og løbe idag....øv, for imorgen er det jo pr. definition store hviledag, men det må vi så justere lidt på.

Næste projekt var så at få afleveret hundene hos dem jeg på forhånd havde aftalt med skulle passe de små firbenede mens vi er her i Embrun. Christine ringede derned og vi kunne først komme efter kl 19...så altså slet ingen træning idag, da vi ikke kunne efterlade hundene i bilen efter 2 lange dage i bilen. Vi gik lidt rundt i byen og prøvede at finde en butik hvor vi kunne købe lidt drikkelse og lidt at spise, og endte op med en stegt kylling og noget limonade, som vi indtog siddende i solen i haven.

Nå kl. blev 19 og vi kørte ned til fam. Feigly...for at gøre en lang historie kort endte det med at vi tog hundene med retur, da hun var nervøs for at de skulle komme til at tisse på hendes græsplæne, løbe ind i urtehaven (som ikke var hegnet ind), hapse ud efter folk når hun gik tur med dem ved Plan d'Eau....suk. Plan B trådte i kraft hvilket betyder, at de skal sove i bilen, og at vi så må have dem i snor i haven og den nærliggende lille park. Dette bliver noget bøvl, men er faktisk vores eneste mulighed pt.

Vi var ude med hundene indtil ved 22-tiden, hvorefter vi kunne få et dejligt bad og så på hovedet i den dejligste seng.

3. august 2011

Ny PR på Palomas idag. Gabor og jeg havde arrangeret vores egen lille enkeltstart op af Palomas, hvor vi begge ville prøve at lave PR; Gabor ville under 40 minutter og jeg skulle gerne under 50 minutter. Det var meningen at Patro og David også skulle køre Palomas idag, men vi fik aldrig aftalt tidspunktet.

Jeg havde en rigtig god dag, og kunne holde et højt tempo hele vejen op og kom op på 47.13; hvilket var en forbedring med ca 3 minutter. Gabor slog sin PR og den hedder nu 41.18, men under 40 kom han ikke idag! Drengene havde kørt 54 minutter op og var rigtig glade indtil vi fortalte dem min tid:-)

27. juli 2011

Ny PR på Boyar 55.26, formen er stadig opadgående. Vi er begge begyndt at håbe på et rigtig godt race i Embrun! Jeg er begyndt at komme i race mode og drømmer nu om stævnet om natten. Stævnetøjet er valgt (såfremt vejret er varmt) og afprøvet.

11. juli 2011

Idag har jeg kørt op af Palomas på 50.09, og endda noget af vejen i blå zone, så tiden er godkendt af Gabor til at gælde som kvalifikation til Embrun, så nu er formen forhåbentlig hvor den skal være, og der er stadig 5 uger til racet. Måske når jeg endnu et rekordforsøg på Palomas mens vi er her.

24. maj 2011

Så er jeg tilmeldt Embrun mandag den 15. august. Træningen går planmæssigt fremad og vi glæder os til at komme 7 uger til Spanien.

15. januar 2011

Gabor bliver overtalt til at jeg skal køre Embrun, på følgende betingelser: jeg skal kunne løbe 5 km på 20 minutter og til sommer skal jeg kunne køre op af Palomas på 50 minutter, som i 2008.

Værelser på Le Pigeonnier, samt hundepension i Embrun er bestilt.

1. oktober 2010

Jeg har besluttet mig for at gøre forsøget i Embrun endnu engang i 2011. Forhåbentlig får vi en god lang sommer i Andalusien med optimale træningsforhold.


3800m svømning - 188 km cykling med 5000 højdemeter - 42,2 km løb

Lørdag den 15. august 2009 - Start klokken 5.50 (pigerne) og 6.00 (drengene)

Pia Anne Nielsen - HareTri


>> jernmand.dk


Dagbog fra Embrun

16.08.09

Endelig Embrunman. Det er en ubeskrivelig tilfredsstillelse at vågne op dagen efter og vide, at man endelig har nået sit mål. 2 år tog det fra jeg besluttede, at nu ville jeg lave det her race og til jeg fik det i hus.


Pont Neuf, her løb og cyklede vi forbi 2 gange

Gad vide hvor mange ægte-/kærestepar, der kan kalde sig hr. og fru embrunman? Sikkert ikke mange...Det kan vi ihvertfald nu. Vi tror at gabor er den første danske mand, der kørte Embrunman og at jeg er den første danske pige, men vi mangler at få det bekræftet, så hæng mig ikke op på det!!!

Søvn har der ikke været meget af i nat...kroppen er een stor inflammation og det dunker overalt og hver lille bevægelse smerter, så hver gang jeg vender mig i sengen vågnede jeg af det. Jeg gennemgik også racet i mit hoved i nat. Kommer i tanker om små episoder undervejs, som man registrerer, men ikke har tid til at reagere på.

Vi vågnede op til endnu en skyfri og varm dag her. Christine havde igen kræset om os; i aftes var der udover de sædvanlige lækre centimetertykke håndklæder også lagt fede badekåber og slippers frem til os, og sengen var lavet fin så vi lige kunne hoppe i den efter karbadet.

Her til morgen har hun været på markedet og købt yoghurt, lækkert brød og croissanter samt en lækker lufttørret skinke. Der er nylavet marmelade, alle de oste vi vil have (vi vil ikke have nogen), og aviser hvor vi kan læse om gårsdagens race. James, vores ven fra Singapore sluttede som nr 37 i en imponerende tid, 11.41. Så vi kunne rigtig sidde over morgenmaden og udveksle røverhistorier.

Undervejs på cykelturen kom han blæsende forbi mig, og gav mig et ordentligt klask bagi og råbte Go, go, go Pia. På løbeturen mødte jeg ham også, og der klaskede vi også lige hænder. De er en sød familie, og vi håber at træffe dem igen en anden gang.


James og jeg ved indcheckning af cyklerne

Efter morgenmaden var det desværre tid til at tage afsked med Christine og co. Håber meget på gensyn snart. Vi har planer om at holde sommerferie her på et tidspunkt, uden at have et race "hængende" over hovedet, for det er et mega lækkert område, med mulighed for alverdens outdoor aktiviteter.

 

15.08.09

Klokken er 4.00, og jeg er stået op. Det er varmt o skyfrit udenfor. Jeg har lige løbet en lille tur og skal nu ned og spise morgenmad, og så afsted


Pia klokken 4.24


15 minutter til start


Det varme tøj blev på indtil efter nedkørslen fra Izoard

Herunder kan I se cykelruten


>> Video af Pias sidste meter op til Col de la Izoard


Op ad den stejle Pallon stigning efter ca.140 km


Embrunman

Så blev jeg endelig Embrunman - i tiden 13.49. Satte undervejs svømme PR på 1.10, cyklede 8 meget intense timer og løb så en djævelsk hård marathon på ca 4.30. Overall placering nr. 248 og i pige elite? Måske nr 11? Er super tilfreds med resultatet og lige nu en meget meget træt småEmbrunmanpige.

Detaljeret racerapport følger. Lige nu er jeg for smadret til noget som helst.

Raceberetning:

Efter en lidt travl morgen, hvor jeg kun lige var klar til tiden, blev pigerne (vi var en god håndfuld, godt 40 stk) sendt afsted 5.50 på svømningen.Det var bælgravende mørkt så vi måtte bare svømme efter lyset på kajakken. Det varede ikke længe før det blev lyst nok til at man kunne skimte bøjerne. Der var en flok piger der svømmede godt til, og svømning er jo ikke lige min favoritdisciplin, så jeg tog det roligt til at starte med, og ledte så an i 2. gruppe, det gjorde at jeg ikke havde nogle fødder at følge og fornemmede at jeg var helt alene på hele første runde. På anden runde kom de hurtige af mændene forbi, pog der blev lidt mere tumult. Det føles som en lang svømmetur, 3,8 km i åbent vand! Jeg opdagede til min glæde, at jeg havde svømmet på 1.10, hvilket var 2 minutter hurtigere end sidst! Det var jeg meget tilfreds med.

Skiftet tog nogle minutter, fordi jeg valgte at tage cykeltøj uden på tri-tøjet, og det er ikke så let når man er våd.Men det er det værd at få cykelbukser og den slags på når man skal cykle omkring 8 timer. Skiftezonen var meget lang så jeg skulle løbe ret langt med cyklen.

Cykelturen starter med 20 km der går op i himlen - så er man da igang! Efter gårsdagens opsang fra cheftræneren vedrørende mine nedkørsler (hvis jeg satte for meget tid til på nedkørslerne ville jeg skulle køre rigtig hårdt til få at nå checkpunkterne inden cut off; hvis man ikke er på Izoard inden 13.15 bliver man hevet ud af racet) tænkte jeg, at jeg hellere måtte give fuld skrue, så jeg lagde fra land og kørte en djævelsk hurtig nedkørsel - og høstede også ros for den! Det var svært at se huller i vejen og den slags, for solen, der lige var stået op, stod lige i øjnene på os, så jeg kørte nærmest i blinde efter de forankørende mænd. Efter nedkørslen har man et lille fladt stykke, og derefter begynder det så småt at stige op mod Izoard. Vi kører igennem dybe slugter, som er gennemskåret af en flod - der er sindssygt flot, men det havde jeg ikke tid til at nyde. Hvert eneste tråd opad kræver fokus og hver eneste sving nedad kræver fokus, så der er ikke nogen steder hvor man kan "slappe" af i hovedet.

Jeg nåede Izoard efter 100 km, så manglede der kun 88 km igen og to stigninger + diverse bakker.

Nedkørslen fra Izoard kendte jeg ikke, men det viste sig at være en positiv overraskelse - brede veje, store sving + + enkelte hårnålesving, ingen modkørende trafik, så der fik den fuld gas - det var fedt. Mine nye bremser viste sig fra deres pæneste side, de gav mig ikke krampe i hænderne. Lynhurtigt var vi nede i Briancon, og kunne begynde turen tilbage mod Embrun, afbrudt af lidt svinkeærinder, såsom Pallonstigningen, en særdeles kedelig sag, 3 km lang ca og pivende stejl og så er den helt lige, ingen sving overhovedet. Den er dræbende. Var lige ved at knække mig, men så fik jeg overhalet nogle ungersvende, de blev fuldstændig sat, og så fik jeg modet igen. Næste nedkørsel havde vi fået at vide at vi skulle passe på smeltet asfalt, og det var der også. Men det gik super, nede på det flade stykke igen havde jeg 5 granvoksne mænd på hjul i lang tid, og det var der en træner der var noget forarget over! Pludselig blæste det meget op, og vi fik stiv modvind hjemover. Ikke lige det jeg havde mest brug for. Den sidste times tid havde jeg været ekstra fokuseret på at få drukket og drukket, så jeg kunne være bedst mulig klar til løbeturen. Jeg fik undervejs på cyklen spist 3 barer, 1 banan, taget 7 gram salt og drukket litervis af væske, cola, iso og vand, alt efter hvad der var at få. Allerede på Izoard var jeg begyndt at spekulere på, hvordan jeg nogensinde skulle løbe så meget som et enkelt skridt når jeg allerede der havde ømme og trætte lår.

Man når til Embrun by, og er meget tæt på hjemme - meeen så skal vi da lige have Chalvet stigningen med. Når man kører den alene er den ikke slem - men efter 180 km trækker den tænder ud, den har sine meget stejle passager! Puuuha. Nedkørslen er jo den slemme med hullet asfalt og markvejslignende tilstande. Der skulle jeg ikke risikere noget og fik besked på at køre sikkert. Jeg havde nu god fart på, meget mere end igår, men passede på i svingene. Dumt at styrte og udgå nu! Nedkørslen ender simpelthen i skiftezonen, så ind og stille cyklen og så af med cykelbukser, på med løbesko og hurtigt afsted på stive ben, øm ryg mm.

Jeg havde på forhånd sagt, at jeg følte, at når jeg først fik stillet cyklen, ville jeg være sikker på at gennemføre, for så er risikoen for tekniske defekter væk. Men jeg ved jo godt at der stadig kan ske alle mulige ubehageligheder på 42 km. Det der var den største risiko her ville være at få hedeslag. Det var rigtig rigtig hedt, som jeg kan lide det, men det stiller store krav til at få drukket store mængder væske og til at få holdt kroppen våd konstant for at sørge for bedst mulig fordampning. Ved hvert depot (som visse steder lå meget langt fra hinanden (>3 km) sørgede jeg for at få våde svampe, og en lille flaske vand jeg kunne løbe med. Det var ikke nok bare at tage en tår af et glas ved depotet. Jeg havde 3 geler med til hver ½ marathon, og jeg fik faktisk drukket så meget at da jeg endelig kom i mål, var jeg ikke så medtaget af dehydrering, at jeg skulle have lægehjælp.

Jeg havde meget sløje ben de første 6 km, men derefter gik det faktisk godt, og jeg blev muntret meget op af træneren, som kørte lidt hid og did og tog billeder og heppede. Han sagde, at så længe jeg bare holdt mig løbende skulle det nok gå super, og det så fint og flydende ud sagde han, jeg lå til en godt tid. Første ½marathon på 2.06, ikke hurtigt, men dog løbende. På anden tur fik jeg lidt mere opbakning, hvilket var nødvendigt særligt de sidste 10 km, hvor jeg virkelig led. Jeg overhalede voldsomt mange, både løbende, gående og folk der lå i grøften og brækkede sig. Det ER sgu et hårdt hårdt race! Løberuten er meget kuperet, og det er hårdt både at løbe op og ned.

Jeg kan være stolt over at sige, at jeg ikke gik ET ENESTE skridt på alle de 42,195 km. Opbakningen på hele turen var fantastisk, hvor mange gange jeg ikke hørte: Bravo le fils (eller hvordan det nu staves), courage, respé (respekt) og den slags, det kan ikke tælles. De var meget bedre til at heppe på pigerne end på drengene.

Endelig, efter 13 timer og 49 minutter kom jeg i mål og kan nu kalde mig Embrunman. Ikke noget jeg er kommet sovende til! Jeg er stolt og glad for min præstation, kunne ikke have hentet et eneste minut føler jeg, jeg gjorde alt og var fokuseret hele tiden.

Nu er det søndag morgen og vi skal hjem nu. Slut fra Embrun i denne omgang!

 

14.08.09

Morgenmaden blev serveret udenfor på verandaen og der manglede ikke noget - Christine sørger godt for os må man sige. Hun pusler omkring os og sørger hele tiden for at vi ikke mangler noget. Hun er meget dygtig til at fortælle sine veninder og andre besøgende at jeg er her for at lave Ironman, og så siger de Ihh og Åhhh og tager mig på lårene...hmmm.

Cyklen blev lige tjekket op efter morgenmaden - og det var meget godt, for kransen var ikke strammet ordentligt, og der var også flere andre løse dele. Nummeret sat på, goodie-bagen gjort klar med salt tabletter og energibarer. Bøjlen tog vi efter lidt overvejelse af, for der er stort set ikke noget lige ud her, og jeg bruger den hverken op eller nedad, så ingen grund til at slæbe på den hele vejen op til Col d'Izoard...

Dagens cykling bød på Chalvetstigningen og -nedkørslen...en blandet fornøjelse. Asfalten er mildest talt elendig. Til tider er det bare en smal grusvej med store huller - hurra! Som om det ikke var slemt nok hvad vi skal udsættes for.

Frokosten som er det sidste egentlige måltid jeg skal have bestod i en sjat pasta med en meget mindre sjat pesto og 6 pinjekerner samt en Coca Cola.

 

Gode råd inden Ironman:


Husk at få sovet en god lang nattesøvn inden racet


Sæt gerne flere vækkeure til at ringe, da det jo er meget tidligt man skal op


Put gerne et enkelt stykke plaster på fødderne der hvor du er bange for at få vabler

Klokken 16.30 skulle jeg aflevere min cykel i skiftezonen, og få nummer 39 malet på arme og ben. Det gik smertefrit, og jeg kunne også let finde min plads, da det var den 2. række efter at man er kommet ind fra svømmeturen.Iøvrigt samme nummer og plads som sidste år.

Bagefter var der racebriefing, hvilket som så ofte skaber flere nye spørgsmål, end dem man får besvaret. Nå, det går jo nok, jeg skal jo bare følge efter dem foran mig :-)


Racebriefing sammen med en mand der har en kasse på hovedet!!! Hvad sker der?

Da det var færdig tog jeg hjem og spiste et let aftensmåltid på terrassen sammen med en anden triathlet fra Singapore og hans familie, som også bor her.


Racesættet til 30+ grader.

Til aller sidst op og pakke det sidste til i morgen og så til køjs. Vejrudsigten siger VARMT og tørt.


Ude og rejse igen... jubiii sol sol sol (3 måneder gammel).

 

13.08.09

 

Vi bor på et slot, helt fantastisk at vågne op efter 14 timers søvn - gå ned til spisesalonen, hvor vi har bestilt petit dejeuner til kl 8, slotsværterne serverer lækker morgenmad - de kan s.. godt bage et stykke brød, de franskmænd. Lækker frugt, yoghurt, diverse kager, og croissanter...der manglede ikke noget. Vi havde selskab af Sharon, der fortalte om alt muligt og også inviterede os til en rundvisning på slottet 10.30. Det kunne vi lige nå, hvis vi skyndte os ud på cyklen til ½ times rul. Så det gjorde vi. Rundvisningen var et tilløbsstykke, og det var også spændende at komme rundt og se det, samtidig med at Sharon fortalte om renoveringen, godt nok på fransk, men vi forstod da en smule af det. Sharon er amerikaner, men har boet i Frankrig i 20 år, og taler flydende fransk.

 


Vores lille fløj


Udsigten fra vores stue


Udsigten fra slottet ned mod søen


Slotsfruen i et fredeligt øjeblik


Her spises morgenmad

Efter rundturen blev vi nødt til at flytte residens...det skete med løfter til både dem og os selv, om at komme tilbage på et længere ophold på et senere tidspunkt, uden at have en ironman hængende over hovedet.


Vores andet dejlige hus Embrun, Le Pigeonnier

Jeg hoppede en tur i vandet og fik set lidt af svømmeruten. Vandet er fint, dog lidt koldt (23 grader) efter min smag, men jeg kan leve med det. Det er fint klart.

Så kørte vi til Le Pigeonnier, hvor vi boede sidste år, og fik en stormende velkomst af ejerinden Christine. Hun bød velkommen og viste os vores fornemme værelse, ikke det samme som sidst, men et på første sal. Og det er ligeså storslået som det andet. Jeg vil lade billederne tale...og blot nævne, at jeg glæder mig til at synke ned i badekarret i det kæmpestore luksuøse badeværelse efter at jeg har lavet ironman.


Stuen/soveværelset


Stuen/soveværelset


Badeværelset


Udsigten fra stuen, ned i haven


Sengen

Eftermiddagen bød på afslapning i haven - igen idag er det skønt vejr og meget varmt. Kan kun håbe at det holder.


Snik snak, det er nok ikke så slemt


Lidt a la Hejrebakken

12.08.09

Vi har kørt non stop siden kl 15 igår tirsdag; og kl 12 onsdag nåede vi så problemfrit frem til Embrun. Den første dag skal vi bo på Chateau de Picomtal. Et rigtig flot ægte slot med 4 tårne beliggende på en skråning med udsigt over bjergene, søen og Embrun by. Blev modtaget af chefen selv (Jacques) og hans kone (Sharon). De købte slottet for 10 år siden og har derefter renoveret det totalt, så der nu er 4 suiter, 3 dobbeltværelser, et enkeltværelse og et anneks; det er der hvor småpige og co. skal bo. Værelset var ikke bare et værelse; det er en lejlighed i 2 plan i det ene tårn! Meget fornemt, og enormt hyggeligt. Desuden er der nogle saloner til diverse formål, samt en afdeling til familien selv. Ejeren har selv kørt Embrunman for nogle år siden, så vi havde jo noget at tale om.

Perfekt vejr - krydser fingre for at det holder. 30 grader, sol, let vind.

Efter lidt indkøb var det tid til en middagslur, var godt trætte på det tidspunkt. Kl 18 gik vi begge omkuld, ville have været nede og svømme ellers men vi var simpelthen for trætte!

10.08.09

Sidste x-træningspas inden årets mål er netop overstået. Nedtrapningen er igang, væk er alt det langsomme og rolige cykling og løb, nu holder jeg mig bare igang med nogle kortere men intensive træningspas samt en masse svømning. Jeg har svømmet 10 gange på 14 dage, så nu føler jeg mig faktisk godt svømmende. Har også ligget og lavet PR på mine 200m intervaller, så det er jo rart!

Nu skal vi have pakket det sidste (hold op hvor kræver det meget grej og dimser og sager) og så pakker jeg bilen imorgen og så kører vi mod det sydfranske i løbet af eftermiddagen, for ifølge vores plan at nå frem til Chateau de Picomtal 20 timer senere.

8. august 2009

Så er der 3 dage til afrejse til dette års EmbrunMan...træningen er stadig fuldt program, men fra imorgen søndag skal jeg til at trappe ned, så heg kan blive helt frisk. Efter sommerferien har jeg været træt og føler ikke rigtig, at jeg har fået friske ben endnu.

De vigtige ting er allerede pakket i kufferten, jeg tager en masse forskelligt cykeltøj med, for vejrudsigten viser ustadigt vejr i den næste periode, og vi ved jo hvor dårligt vejret kan være dernede!

Pinarelloen er inde og blive tunet hos Thorkil, og skal ikke ud og køre i DK inden afrejse, for den bliver monteret med ny kæde og krans og de let tilkørte racedæk, som jeg ikke ønsker flænset af glasskår/flintesten.

"Ironman mode" har indfundet sig, det kom for nogle dage siden, og giver sig til udtryk i at jeg tænker og forbereder mig meget mentalt til på næste lørdag, sidder og nusser med at huske små dimser og pakke og skrive lister...

 


Pia kører med startnummer 39

Højdeprofil af cykelruten Live fra EmbrunManKlik for vejudsigten i Embrun
>> www.embrunman.com